At gøre en indsats af Irma Christensen Hermed vil jeg give læserne et billede af Hviderusland set med mine øjne. For tre år siden hoppede jeg på en bus til Hviderusland. Der var plads på en tur og jeg fik muligheden helt tilfældigt. Så en søndag morgen mødte jeg på Dienesminde uden at kende nogen der på forhånd. Det forhold ændrede sig hurtigt. Vi tog til jubilæum på en skole i Brest, hvor der var en fantastisk dansegruppe, som havde været i Danmark og som skulle til Danmark igen. Skolen var fin og nyrenoveret. Det var den ikke, da Dan og Ellen begyndte deres virke. Gaderne omkring var hullede, mudrede og mørke. Jeg havde været i Østtyskland lige efter murens fald og set de trøstesløse landsbyer med de gråbrune, pudsede huse, børn i usselt tøj og forfald overalt, rustne landbrugsmaskiner stod i det fri, slaggebjergene af brændt og halvbrændt affald, tydeligvis et samfund i dyb nød. Så jeg var forberedt, troede jeg. På små landsbyer med endnu mindre, mere skæve og elendigt vedligeholdte huse, med det lille firkantede hus bagest i haven. Jeg sendte en tanke til mit eget bad med gulvvarme og blødt toiletpapir. I Brest var gaderne brede, elendige og fortovene kantet med de små boder, der gør det ud for dagligvareforretninger. De store forretninger skiltes og belyses ikke som hos os, man skal vist være lokalkendt for at finde dem – eller kende nogen lokale. Det var akkurat som jeg havde set i fjernsynet, ikke i sidste uge, men tilbage i tresserne, når der af og til kom lidt ud gennem jerntæppet. Dog er der nu varer på hylderne, men de bugner ikke som vore, kvaliteten ligner heller ikke vores. Udvalget af sprut er dog rigeligt og billigt. Vi blev gæstfrit inviteret til overnatning i private hjem, luften er sært klam, for gasbrænderen, der leverer varmen, er ikke for godt afskærmet og husene er heller ikke ligefrem velisolerede. Tynde ydervægge, ujævne gulve, dækket af et par lag tæpper, der buler. Jeg bor hos en familie med god økonomi – får jeg at vide. Det kan nu ikke ses på køkkentøjet. Bulede gryder, kødhakkeren (den samme hånddrevne som i mit barndomshjem) knak og manden sendes af sted til naboen for at låne. Maden er god og rigelig, ungerne særdeles velafrettede, forældrene går meget op i børnenes skolegang, ikke at de ringer til læreren, når han har fri, men de er stolte af det, deres børn har lært – udenad. De taler helst ikke om elendigheden i deres land, om dem, der ikke har så meget, men viser gerne det store mindesmærke for den store krig frem. Vi kører i deres bil, dvs. vi rasler over hullerne i noget, der for længe siden var et godt køretøj, men den kører til den ikke kan mere og så gik den tid da godt. Det var ikke en Lada. Selv denne familie – med god økonomi – lever fra hånden i munden, med vennetjenester og fiflen uden om systemet og nogen, der kender nogen. Konen er på barselsorlov til 30 dollars om måneden, hun er lærer. Nok er maden billig, men det beløb rækker ikke langt, for huslejerne er skyhøje. De institutioner, vi besøger, er ikke bare nedslidte, de er lige til at vælte. Installationer, som vi lavede i 30’erne, kolde neonrør i loftet, brune, bleggule og skidengrønne farver på de skæve, tynde vægge. Blege, tynde børn, klædt i flere lag trøjer (100% acryl) for at holde varmen i de utætte rum med iskolde gulve. Der er tæpper i de små senge, der står tæt i børnehavernes soverum, en god dundyne var mere på sin plads der. Der er forbløffende rent, de ru og slidte overflader til trods, men toiletterne er alle steder ulækre, de fleste af dem fungerer. Personalet virker kompetente og dygtige, med styr på tingene i dette regelsamfund, de gør deres bedste med det, de nu har og de vil gerne gøre mere. De løfter sløret lidt ved at fortælle om de hjem, børnene kommer fra. Druk, arbejdsløshed, vold, skilsmisser, fattigdom. De mennesker, vi møder, virker veluddannede, intelligente, men meget frustrerede over den konstante mangel på noget at gøre med, de venter og håber på bedre tider. De tider, som de kan se i deres fjernsyn, at vi andre har. De er meget nemme at snakke med, så langt er der trods alt ikke mellem os rent kulturelt. De er åbenlyst glade for og forundrede over, at vi interesserer os for dem, at vi vil give af vores overflod. Vi giver jo ikke noget, som vi kommer til at mangle lige om lidt. Vores levestandard forringes ikke det mindste. Forklarer jeg, og netop den del forstår de ikke, for i deres store gæstfrihed giver de os af det lidt de har og må undvære noget i morgen. Deres dagligliv er meget enklere, end den opvartning vi får som gæster. Og jeg forstår, at i næste uge, når jeg er væk, står den på smalkost i de små hjem. Vore værter ved godt at for at hjælpe er de nødt til at vise os elendigheden, men trods nøden er de stolte af deres land og af det gode, der findes i deres liv. Der var også gode ting at se. De værner om deres historie og deres fortidsminder. Det går fremad, for der er mere gadelys, der er vejarbejdere og på rådhuset blev der også talt om fremskridt. Der er lavet regler for hvor ringe børnehjem må være, f.eks. må der kun være to børn på hvert værelse. Men de dårligt klædte mennesker på gaden, med grå hud, triste øjne, slæbende gang og bøjet ryg formåede de ikke at skjule, og der er stadig mange af dem. Da jeg et år senere var der igen på juletur, mødtes jeg af det samme syn. Da jeg kom hjem kunne jeg jo ikke lade være med at gøre noget, lugten af nød rev i næsen, så jeg blev kasserer i foreningen. Gennem Dienesmindes Venner administrerer jeg efter bestyrelsens direktiver en lille indsamlet million om året. Den går til transport af de mange, gode ting, der afleveres på Dienesminde og hos Annie og Christian i Nørresundby. De gode breve vi får fra modtagerne, og det vi kan se på turene derned, vidner om nytten af det vi gør. Den er en lindring her og nu på hospitalerne og plejehjemmene, nogle børns glade øjne, et skub fremad i den rigtige retning for skoler og børneinstitutioner og et håb om noget bedre forude. Den er også en stille påmindelse til myndighederne i Hviderusland, Armenien og Polen om at gøre det bedre for deres svage medborgere. Vort arbejde bliver støttet økonomisk af rigtig mange. Som det fremgår af regnskabet, har vi trofaste bidragydere blandt fondene. Menighedsrådene i Viborg Stift og Nordjylland samler ind til os. Vi har sponsorer til diesel og trækker og vore medlemmer over hele landet er flinke til at give gode beløb ud over kontingentet. Det praktiske arbejde med pakning og kørsel er der også god hjælp til blandt medlemmerne, også selv om man ikke bliver forkælet med diæter og luksushoteller på turene. Pakkearbejderne bliver dog forkælet af Ellen med fuld forplejning i arbejdstiden. Der er ingen, der får penge for deres arbejde i foreningen, tværtimod. Det koster faktisk – både kørsel og telefon – at være aktiv, men der er ingen grund til klynken, for vi bestemmer selv, hvor meget vi vil yde. Besværligt er det også, indimellem endda temmelig besværligt. Sure toldere, bilen går i stykker, vejret er dårligt, myndighederne på tværs, medlemmerne glemmer at melde flytning eller betaler kontingent helt anonymt, enkelte afleverer snavset tøj, som ikke kan bruges. Sådan er der så meget. På den anden side er der også en masse sjove historier og oplevelser ud over det almindelige. Det er det hele værd, for det nytter, så bliv endelig ved alle sammen!

Dienesmindes Venner